Rekordmange til generalforsamling
Ca. 180 deltagere. Rekord. Ja, sådan er det næsten blevet hvert år. Dejligt at så mange medlemmer vil bruge en aften i selskab med vores fælles forening. Derfor har det også været nødvendigt de senere år at finde større lokaliteter til den årlige generalforsamling.
Gårslev Hallen er en stor lokalitet, men vi må nok erkende, at det kan være svært at skabe den rette forsamlingsstemning i en stor sportshal til et sådant arrangement. Beværtning med smørrebrød, øl, vand og tidligere kaffe kræver faciliteter. Det kræver også gode lydforhold, så man kan høre, hvad der bliver sagt, og det kræver et stort og ordentligt lærred med en god projektor, hvis man skal kunne se de forberedte præsentationer fra bestyrelse og gæster.
Det gør det noget problematisk, når man som forening skal medbringe det hele: lydanlæg, lærred, projektor o.s.v. Bestyrelsens medlemmer må tillige møde flere timer før arrangementet og klare bordopstilling o.s.v. I al stilfærdighed kunne det være dejligt, hvis man indtænkte ovenstående, når man laver store haller, så det også kan bruges til andet end sportsarrangementer. Blot en venlig opfordring til kommende planlæggere/bestyrelser for store kulturhaller!!
Formanden Egon Sørensen fremlagde en beretning, hvor han bl.a. kunne konstatere, at der fortsat er en meget stor opbakning til foreningen som sådan og til foreningens aktiviteter. Han påpegede i sin beretning det positive samarbejde, der er med både de lokale medlemmer og med de kommunale og øvrige myndigheder.
Et forslag om etablering af en hjertestarter på Gimlegrunden blev vedtaget. Et forslag om etablering af en bro ud for Børnenes Vel på Fladstranden i Høll gav anledning til en god debat. Der var ikke udpræget stemning for hverken det ene eller andet synspunkt. Nogle gav udtryk for, at der ikke er behov for en bro, mens andre mente, at det ville være et scoop for området til gavn for badende gæster, kajakroere o.s.v.
Formand for Teknisk Udvalg Søren Peschardt gav en række oplæg om Vejle Kommunens indsats og interesse i vores område. Han gjorde det klart, at han anså området for at være et af de mest attraktive i Vejle Kommune, og at han fortsat ville arbejde for forholdene. Der var dog flere spørgsmål til den kommunale aktivitet på områder som sikring af buslinjer, afvandingsforhold på Hvidbjergvej, trafikintensiteten, forureningen af Vejle Fjord og forhold vedr. erodering i Mørkholt.
Chefkonsulent i Naturstyrelsen, Gert Hougaard Rasmussen, gav et fortrinligt foredrag om den geologiske historie for Hvidbjerg Klit. Han måtte aflive et par myter. Hvidbjerg Klit er faktisk ikke en klit, men en klint og det påståede fundne brunkul er blot et almindeligt AL-lag, som findes flere steder i DK. Men bortset fra det, så gav han en medrivende indsigt i, hvordan vi er beriget med et meget specielt naturfænomen i vores område.