Skal 204 begraves
Gråd og tænders gnidsel. Skal 204 begraves?
På et borgermøde i et totalt fuldt forsamlingshus i Gårslev i maj mdr. blev den måbende befolkning gjort opmærksom på, at Teknisk Udvalg overvejer at nedlægge busruten 204, som jo går gennem vores dejlige område. Målinger skulle angiveligt vise, at passagertallet er stærkt faldende. Det blev der fra mange sider stillet store spørgsmålstegn ved. På borgermødet var der mange, også følelsesmæssige, indlæg, som tydeligt angav det forsatte behov for offentlig transport. På mange måder er en lokal busrute en livsnerve for et lokalsamfund. Derfor var der også mange, der undrede sig over processen omkring denne sag. Fra Grundejerforeningen gjorde vi opmærksom på, at vi ikke havde været inddraget i processen. Det blev beklaget af formanden. Vi venter nu spændt på det videre forløb, inden der evt. træffes en beslutning, formentlig efter sommerferien.